Måske er det første gang, du køber teater til børn og unge. Måske har du prøvet det masser af gange.
Uanset hvad, er der mange ting at overveje, når du skal skabe den rigtige ramme for mødet med scenekunst for børn og unge og lave en aftale om besøg af en turnerende teaterproduktion.
Hvilken forestilling passer til aldersgruppen? Skal forestillingen berøre et bestemt tema? Hvor mange publikummer skal der være plads til? Hvad koster det? Kan man få rabat, hvis man køber flere forestillinger?
Der er også mange forskellige forestillinger at vælge imellem, når du skal finde den rigtige forestilling til netop de børn og unge, du planlægger den næste teaterforestilling for.
Her er nogle tips til, hvordan du kan gribe det an:
Teaterguiden.online: En nem start
Teaterguiden.online er et godt sted at begynde din søgning efter forestillinger for børn og unge. Du kan filtrere søgningen efter en lang række forskellige kriterier, så som aldersgruppe, publikumsantal, pris m.m. Du kan også søge på bestemte ord i forestillingernes beskrivende tekster eller filtrere efter genre.
Under den enkelte forestilling kan du finde oplysninger om målgrupper, priser, tekniske krav og eventuelle undervisningsmaterialer sammen med billeder og beskrivende tekster.
Køb en hel forestilling og få halvdelen refunderet
Hvis du køber teaterforestillinger for en kommunal institution eller din institution eller forening har en aftale med kommunen om dette, kan du med fordel købe forestillinger under Refusionsordningen for børneteater og opsøgende teater. Under denne ordning refunderer staten halvdelen af forestillingsprisen ekskl. moms. Ikke alle forestillinger er godkendt under denne ordning, men på teaterguiden.online kan du indstille søgningen til kun at vise forestillinger, der er godkendt til Refusionsordningen for børneteater og opsøgende teater.
Du kan læse mere om refusionsordningen og om reglerne for at ansøge på www.teaterrefusion.dk
’Den Røde Brochure’ – et trykt katalog
Den Røde Brochure er et gratis sæsonkatalog med en næsten komplet oversigt over den aktuelle sæsons danske, professionelle, turnerende forestillinger for børn og unge. Alle forestillinger annonceret i Den Røde Brochure er refusionsberettigede og kan også findes her på teaterguiden.online. Den Røde Brochure udgives af Teatercentrum hvert år i marts/april.
Du kan ganske gratis bestille den nyeste udgave af Den røde brochure og få den leveret direkte i din postkasse. Du kan også blive skrevet op til automatisk at modtage kataloget hvert år, når det udkommer. Send en mail til Teatercentrum på info@teatercentrum.dk for at rekvirere kataloget og/eller skrive dig op som abonnent.
Den Røde Brochure – det trykte katalog online
Den røde brochure findes også som digitalt bladremodul, så du kan bladre i den trykte udgave af kataloget direkte på en computerskærm eller iPad. Du finder link til det aktuelle katalog lige her på Teatercentrums hjemmeside.
Levende inspiration til at finde den rigtige forestilling
Teater er en levende kunstform, der opstår i mødet med publikum. Det bedste valg af teaterforestilling træffes derfor ofte, når forestillingerne opleves, før de bookes. Besøg en teaterfestival eller se forestillinger sammen med kolleger eller børn og unge i målgruppen. Tag dialogen med andre, der har erfaring inden for feltet, og lad jer inspirere af de mange genrer, temaer og udtryk, som scenekunst for børn og unge tilbyder.
KLAP – teaterfestival for små og store
Teatercentrum arrangerer hvert år med en skiftende værtskommune festivalen KLAP – teaterfestival for små og store, hvor ca. 100 professionelle, danske teatre opfører deres refusionsberettigede forestillinger – og alle billetter er gratis. Det er et godt sted at blive inspireret til, hvilke forestillinger, der netop kan bruges til de børn og unge, du køber teater til. På KLAP tilbydes der også forskellige former for inspiration og kompetenceudvikling fra talks til seminarer eller deciderede undervisningsforløb. Her kan du dygtiggøre dig eller inspireres i dit arbejde med scenekunst for børn og unge. Læs mere om festivalen her: klap.nu
Se mere om andre festivaler på Teatercentrums hjemmeside: Festivaler – Teatercentrum i Danmark
Teatercentrum i Danmark
Har du yderligere spørgsmål om teater til børn og unge, kan du kontakte Teatercentrum på 35 30 44 00
